Psykolog Mette Blach
Close

Hvad vil du bruge dit liv på?

Hvad vil du bruge dit liv på? Kender du det, at du ikke helt ved, hvorfor du træffer de valg, du gør? Og at de rationelt set virker som ”dét, man gør” – men for dig føles det bare alligevel ikke rigtigt? Vores valg i livet kommer som regel til at blive hængt op på, hvad ”man” normalt gør – ikke hvad vi virkelig har lyst til at bruge vores liv på.

Da jeg selv skiftede retning

Jeg selv sagde mit gode job op som 29-årig efter syv år i samme virksomhed. Jeg stod foran masser af muligheder og en succesfuld karriere. Jeg havde ingen plan B. Og det var helt klart ”unormalt”, da de fleste i den alder er i gang med at bygge deres karriere op i stedet for at starte helt forfra igen. Jeg anede faktisk ikke rigtigt, hvorfor jeg sagde op, men jeg følte omvendt heller ikke, at jeg havde et valg. Noget føltes forkert – jeg var ikke på min rette hylde, selvom jeg på mange måder var som en fisk i vandet i mit job og havde fantastiske kolleger og samarbejdspartnere. Men der var en sten i skoen og jeg blev nødt til at tage skoen af for at se, hvad det var og hvad den ville mig. ”Stenen” viste sig at være, at jeg skulle starte en anden livsbane, der var mere rigtig for mig. Efter seks måneders backpacking i Asien og et par detours fandt jeg psykologien. 

Jeg har heldigvis altid været vant til at gå mine egne veje og gøre tingene på min måde, så for mig føltes det ikke som et stort og farligt spring – nærmere som et spændende eventyr. Jeg er sidenhen blevet kontaktet af adskillige venner og bekendte, der alle siger det samme: ”Jeg gad også godt gøre noget andet. Jeg har altid haft en drøm om x, y, z (indsæt selv drøm), men jeg skal jo også betale huslejen, jeg tør ikke, man ved hvad man har..” (indsæt selv undskyldning). 

En lille øvelse

Det er min klare overbevisning og erfaring, at når livet kalder os til at ændre kurs, så er det smartest at lytte efter. Prisen for ikke at gøre det kan være utilfredshed, uro, ængstelighed, kedsomhed, rastløshed og med tiden stress og depression. Tag et øjeblik til at reflektere over dette: Hvor i dit liv ved du, at du skal ændre noget – men får det ikke gjort? Svaret kommer som regel prompte! Nogle gange virker svaret ulogisk eller mærkeligt, men tag svaret ind uden at dømme det.

Og næste skridt: Mærk efter hvad grundene er til, at du ikke gør det. Måske har du brug for at skrive svarene ned. 

Denne øvelse er god fordi du kommer i kontakt med dine længsler og drømme. Samtidig bliver du opmærksom på nogle af de hæmmende overbevisninger, der forhindrer dig i at handle på dem. Og den gode nyhed er, at når du først er blevet bevidst om dine egne overbevisninger (her: grunde til ikke at handle), så kan du også gøre noget ved dem. Du begynder at se overbevisningerne for dét, de er – nemlig overbevisninger og ikke sandheden. De er blot historier, vi fortæller os selv, og som er skabt for at beskytte os. Desværre ender de dog som oftest med i stedet at spænde ben for os. Når vi har fået øje på overbevisningerne kan vi nemmere gå i retning af det, vi drømmer om. Så spænder de nemlig ikke ben for os længere.

Det er kun dit liv, du skal leve – ikke de andres. Og det er kun dig, der ved, hvad der føles rigtigt for dig. Så mærk efter. Og hvis det, du er i, ikke føles rigtigt for dig, så gør noget andet.

Hvis du har brug for hjælp til at gøre noget andet, så er du meget velkommen til at kontakte mig.

Related Posts

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.