Category

Terapi

Category

Tænker du over, hvordan du trækker vejret?

Hvordan trækker man egentlig vejret bedst? Og er du klar over, hvilke gaver der er i at trække vejret godt og nærende. Læs med her for at opdage, hvor vigtigt et godt åndedræt er og hvilke skjulte gaver, der ligger i at trække vejret på en sund og god måde.

Vi er vant til at tale om sundhed som noget, der har med kost, motion og sunde vaner at gøre. Vi ved godt, at det, vi indtager, har en effekt på kroppen. Hvor meget, vi bevæger os, har også. Vi skal helst også sove godt. Men så godt som ingen i det etablerede sundhedssystem taler om vigtigheden af, hvordan vi trækker vejret. Og det er en skam. For vejrtrækningen er en overset superkraft, der har indflydelse på både dit mentale og fysiske velbefindende!

Kort fortalt sker det gode åndedræt gennem næsen. Det gode åndedræt har fokus på både ind- og udånding og hver varer cirka 5,5 sekunder – hvilket svarer til cirka 5,5 åndedrag i minuttet. Åndedrættet når helt ned i bunden af lungerne, sådan at maven udvider sig på indåndingen og falder tilbage på udåndingen (Kilde: Nestor).

I det følgende vil jeg fokusere på de mentale aspekter af åndedrættet, men se nederst i artiklen for en boganbefaling, hvor forfatteren har både mentale og fysiske vinkler med. 

Mange af os kender det fra vores dagligdag, at vi pludselig opdager, at vi er kommet til næsten at holde vejret, måske fordi vi har haft for travlt eller fordi noget er gået os på. Vi kender det også fra sproget; Når noget har været lidt for spændende: ”Da holdt jeg lige vejret”, efter man har været for hårdt spændt for i en periode: ”Så kunne jeg endelig puste ud” eller når en livssituation klemmer os: ”Jeg føler ikke, jeg kan trække vejret” eller ”Jeg er ved at blive kvalt i det her”. Under den seneste valgkamp bad Clement Kjersgård en Venstre-politiker i Debatten om at trække vejret ”Heeeelt ned i maven” under en ophedet debat. Og åndedrættet lyver ikke. Hvor hurtigt eller langsomt vi trækker vejret og hvor dybt eller overfladisk siger en hel masse om vores mentale tilstand. 

I terapien er åndedrættet en kærlig ”sladrehank”. Når jeg guider en klient ned i kroppen for at mærke, hvordan det står til dernede, besøger vi som oftest også åndedrættet for at opdage, hvordan det står til lige her og nu. Når noget ”sidder i klemme” i vores system – altså noget vi har brug for at få sagt højt, bearbejdet, mærket – så kan det spores i åndedrættet, som også kan virke klemt. Nogle gange kan det endda føles som om noget decideret sidder i vejen for at man kan trække vejret dybt ned. 

I terapien har jeg oftest fokus på både krop og hoved. I kroppen bor følelserne, mønstrene, alt det ubevidste og uforløste. I hovedet bor det rationelle og det fornuftige. Og broen mellem de to er åndedrættet. Et eksempel på det kan være en person, der lider af angst. Vedkommende ved med hovedet godt, at det ikke er farligt at tage i storcentret for at handle, men kroppen giver masser af tegn på, at der er fare på færde bare vedkommende tænker på at bevæge sig i nærheden af centret. Der kan opstå hjertebanken, svimmelhed, knugen i brystet og mange andre fysiske symptomer. 

Og det, der ofte kan ske ved et angstanfald er, at man kommer ind i en negativ spiral, hvor man oplever ubehagelige fysiske symptomer, bliver forskrækket og bange og dermed får endnu flere kropslige symptomer og så bliver man endnu mere bange og så er spiralen i gang. 

Og det er så her, at åndedrættet kommer ind som et kærkomment redskab til at bryde den onde cirkel. Når man mærker, at de fysiske symptomer er på vej, så er fokus på åndedrættet noget af det bedste, man kan gøre for dig selv. Og fokus på at trække vejret på en rolig(ere) måde, vel at mærke. Jo dybere og jo langsommere, man kan trække vejret når kroppen er i alarmberedskab, jo mere signal sender man til sit system om, at der ikke er grund til panik. 

Forestil dig, at hjernen scanner kroppen for at opdage, hvordan tilstanden er lige nu. Den finder: Hjertebanken, svedige håndflader, snurren i benene OG et overfladisk og meget hurtigt åndedræt. Det lyder som grobund for et panikanfald! Men jo mere dybt og langsomt, åndedrættet her kan være, jo mere kan hjernen slappe af og undgå at skabe mere panik i kroppen end der i forvejen er til stede. 

Ligeledes ved stresstilstande i kroppen er åndedrættet vores ven. Man kan ikke stresse eller arbejde sig ud af stress. I stedet kalder en stressreaktion på ro, hvile og at kroppen kommer ned i gear – og at vi igen begynder at trække vejret og får ilt nok rundt i systemet, så kroppens naturlige helingsprocesser kan få lov at træde i kraft.

Jeg kan rigtigt godt lide billedet af, at åndedrættet både skal nære os og udskille det, vi ikke længere skal bruge – præcis som kroppen også gør det via tarmsystemet og i nyrerne, hvor blodet renses for affaldsstoffer. På indåndingen trækker vi frisk og nærende energi ind i systemet – og på udåndingen giver vi slip på alt det, vi ikke længere skal bruge. Vi kan endda bruge billedet som en meditation, hvor vi sætter os et behageligt sted og holder fokus på de to bevægelser og forestiller os, at indåndingen fylder os ud og rummer alt det, vi har brug for for at trives. På udåndingen sørger vi for at tømme lungerne, så vi kommer alt med alt det, der ikke længere tjener os.

Åndedrættet er altid til stede og er derfor et naturligt fokuspunkt, som vi i løbet af dagen og gennem alle situationer – svære som lette – kan kontakte og bruge som vejviser for, hvordan vi har det lige nu og om der er noget vi har glemt i forbifarten, for eksempel at holde pauser. Vores åndedræt indvirker på vores nervesystem og ved lange, dybe og rolige åndedrag kan vi skabe ro i kroppen og dermed i nervesystemet. Det er vigtigt, fordi et overaktivt nervesystem i længden kan føre til stressbelastninger, angst og andre psykiske ubalancer og ligeledes kan hæmme kroppens naturlige heling, der først går i gang når det parasympatiske nervesystem bliver aktiveret når vi hviler og kobler af. 

Så ikke nok med, at åndedrættet kan gøre underværker for vores fysiske tilstand; det kan i den grad og hjælpe os med at regulere vores mentale tilstand. Den kan til en start vise os, hvordan det står til på vores inderside lige nu og med et bevidst fokus på åndedrættet kan vi aktivere vores livsnødvendige parasympatiske nervesystem. 

Hvis du ønsker at dykke mere ned i emnet kan jeg klart anbefale James Nestors bog ”Breath” med undertitlen ”En opdagelsesrejse ind i den glemte kunst at trække vejret.” Den er informativ og humoristisk og bygger på adskillige års forskning i det gode åndedræt – og hvad der sker med kroppen, når man ikke trækker vejret på en god måde. 

På DR TV ligger desuden en dokumentar, der hedder ”Træk vejret”, der viser hvordan åndedrætstræning kan forbedre vores immunforsvar og styrke kroppen. 

Hvad kan du forvente, når du starter op i terapi? Hvad sker der efter en samtale? 

Først er det vigtigt at understrege, at alles personlige historie før, under og efter terapi er forskellige og unikke. Alligevel vil jeg forsøge at give mine bud på, hvad du kan opleve efter en psykologsamtale. De fleste kan godt lide at vide, hvad det er, de går ind til og kan dermed forberede sig mentalt. Jeg giver også forslag til, hvordan man kan tackle de stunder efter terapien, der måtte være svære og som tester os på det, vi lærte i terapien. Og så giver jeg en reminder om, at vi også skal huske at høste frugterne af vores arbejde i terapien.

Efter en samtale er der mange, der føler sig lette og lettede. Man kan have fornemmelsen af at have fået lettet sit hjerte og have fået sat ord på noget, man måske godt vidste inderst inde, men som man aldrig har formuleret før – og slet ikke sagt højt til nogen. Det i sig selv kan være befriende. Man går fra sessionen med fornyet håb om at få det bedre og har måske lært at se sig selv i et andet – og mere kærligt – lys. Man har forstået sine mønstre bedre og har forstået, at de er opstået af en årsag – det i sig selv kan føre til øget selvomsorg og et mindre behov for at slå sig selv i hovedet over, at man igen reagerer på en bestemt måde. Nogle lærer at være med de svære følelser eller angsten og oplever lettelsen i, at de ikke var så farlige som først antaget. Andre oplever en stolthed og glæde over, at de i terapirummet har formået at være med og opleve de svære ting, som de normalt gør alt for at distrahere sig selv fra. Og så er der de, der næsten flyver ud fra sessionen, fordi de har genskabt kontakten til deres inderste; behov, længsler og ideer, der af forskellige grunde har været lukket ned for. Nogle oplever, at fordi de svære følelser fylder mindre, bliver der efterfølgende mere plads til kreativiteten, de nærende tanker og de gode ideer. Terapien starter så at sige en positiv spiral, hvor de nye nærende tanker og ideer omvendt også bidrager til et større mentalt overskud. 

Tiden efter en session kan dog også føles tung og svær. Enten lige efter sessionen eller som et tungsind, der kommer krybende ind i dagene efter. Og det er også helt normalt og kan på mange måder være et sundhedstegn. Det er nemlig et udtryk for, at vi har hvirvlet op i gammelt materiale og det nu kommer op til overfladen for at kunne blive forløst. Måske giver billedet om en sandbund under havet mening her. Terapisessionen hvirvler op i de ting, der har ligget og gemt sig på havbunden, de tumler rundt i vandet og lægger sig til rette på bunden igen – enten samme sted som før eller et nyt og anderledes sted – eller også stiger de til overfladen for helt at forsvinde fra vores del af havbunden. En sådan proces kan godt være svær, fordi vi endnu engang skal mærke de svære ting, der kom op i forbindelse med terapien. ”Jeg gik jo i terapi for at få det bedre – og nu gør det lige så eller mere ondt end før. Hvad sker der?” 

Når vi går i fitnesscentret eller til anden sport er vi helt indforståede med, at når vi bruger og træner vores muskler, så kan de blive ømme dagen efter. Så går vi måske anderledes, end vi plejer og er i hvert fald opmærksomme på de ømme steder, men vi ved jo hvorfor de er ømme og forsøger dermed ikke at gøre noget ved det – vi lader det bare være. Det samme kan ske på det mentale plan efter terapi. Vi har gået og spændt op omkring noget bestemt meget længe og i terapien lærer vi for eksempel at give slip på det svære – vi stopper med andre ord med at spænde i vores bekymringsmuskel. Og ligesom efter motion hvor musklerne gør ondt, så kan det også skabe smerte og pine, når vi slipper i de mentale muskler. Vi føler, vi får det dårligere, gamle minder og svære følelser dukker op af dybet, fordi de er blevet genaktiveret. Og det er helt normalt og faktisk ofte det, der skal til, for at vi kan få det bedre. Det er ”mentale affaldsstoffer”, der kommer op til overfladen og søger forløsning. Og det vil ske automatisk hvis vi kan udholde det og ikke gå i rette med det. Altså lade det være, vide det er der og lade det gå sin gang. Ligesom med musklerne når vi har trænet. Vi skal IKKE prøve at fixe det, gøre noget, ændre på noget. Vi skal bare lade det være der og jo mere vi kan det, jo hurtigere forsvinder det. 

Og dette kan være svært, for vi er så vant til at gøre. Gøre, handle, fixe, ordne. Men her skal vi altså øve os i at gøre ingenting. Sidde på hænderne og lade sindet rydde op selv.

Uanset om dine mentale fremskridt viser sig i en svær eller mere let udgave, så kan vi ofte helt overse, at de sker. Når fx svære følelser falder bort, så indfinder der sig hurtigt en ”ny normal”. Og den nye normal virker så selvfølgelig for os, at vi helt overser, hvordan vi havde det før. Derfor er det også vigtigt, at vi fejrer vores sejre. At vi husker at hæve os op i helikopteren og dvæler et øjeblik ved ”før og efter”-billedet, for på den måde at opdage, hvor meget vi har rykket os og at vi ser verden og os selv på en ny måde nu. Vi husker at give os selv et klap på skulderen over nu at have gjort noget godt for os selv. Og at vi har formået at transformere noget, der før virkede så fastlåst og indgroet. 

Så uanset hvad du oplever efter terapien, er det sikkert helt normalt 🙂 Hvis der alligevel er dukket spørgsmål op, er du meget velkommen til at kontakte mig.

Pin It