Psykolog Mette Blach
Close
  • Psykolog Mette Blach

For hvis skyld..?

Har du tænkt på, hvorfor du egentlig gør, som du gør? Hvorfor du træffer de valg, som du gør? Hvorfor dine omstændigheder ser ud, som de gør? Er det altid for din egen skyld eller har du det også med at ville please andre og derfor gør ting, som du dybest set ikke har lyst til?

Lad mig lige fastslå; jeg synes bestemt, det er værd at gøre noget for andre. Om det så er ægtefællen, familien, børnene, kollegerne eller vennerne. Men det allerbedste er, når man kan give til andre fra en overskudsposition og ud fra et bevidst valg. Og ikke lader andre sætte ens egen dagsorden.
Gør du ting, fordi du tror, at andre forventer det af dig? Gør du noget for at leve op til forventninger, som du tror andre har til dig? Gør du også ting, der går imod din egen mavefornemmelse men som du på en eller anden måde føler dig forpligtet til at gøre?

Nogle mennesker lever deres liv med en lille far eller en lille mor på den ene skulder, der hvisker dem i øret at ”man skal yde før man kan nyde”, ”det er vigtigt med en fast indtægt og et stabilt arbejdsliv” eller hvad der nu har været værdier, deres forældre har villet give dem med hjemmefra. Og selvom disse mennesker nu er voksne og måske har deres egen familie at forsørge, så er mantraerne fra barndommen så solidt forankret i dem, at de end ikke sætter spørgsmålstegn ved, om det nu egentlig også er en sandhed for dem og den måde, de ønsker at leve deres liv på. Måske er de ikke engang bevidste om, at det er den devise, de lader styre deres liv. Jeg mener, det er vigtigt en gang imellem at tage temperaturen på sit liv. At spørge sig selv, om man egentlig er der, hvor man har lyst til at være. At definere hvilke værdier, man har lyst at leve sit liv på baggrund af.

Andre er meget optagede af deres image udadtil. ”I min vennekreds er jeg den, der altid er der for de andre”, ”jeg er typen, der har styr på mit liv”, ”jeg tjener mange penge og er en dygtig medarbejder” eller hvad det nu kan være. Det er vel at mærke et selvbillede, de selv har bygget op og nu kæmper for at opretholde. I det første eksempel, hvor man har opbygget et billede af, at dem omkring én altid kan regne med ens hjælp og støtte, kan det være utrolig svært at sige fra, at sige, at i dag er det altså dig, der har en dårlig dag og har brug for en skulder at læne dig op ad, eller at du bare ikke magter at være der for andre end dig selv den dag. Og så er det en rigtig god ide at stoppe op og spørge sig selv, hvorfor man ikke får sagt fra; hvad det er, der fastholder en i de gamle mønstre. For ved vi overhovedet, hvilke forventninger, andre mennesker har til os? Og er det ikke bedre at lade dem om at fortælle os, hvis de synes vi hopper for langt væk fra det billede, de har af os, i stedet for at forsøge at leve op til noget, som vi faktisk slet ikke ved om gør sig gældende? Og hvad så egentlig, hvis vi gør noget, som føles godt for os, men som ikke passer ind i andres billede af, hvem vi er? Det må vel være deres problem og ikke vores.

Og så kan man også komme til at gøre ting – eller undgå at gøre ting – fordi man er bange for omgivelsernes reaktioner. ”Jeg har egentlig ikke lyst til at tage til fest i aften, men jeg vil jo heller ikke skuffe min veninde” eller ”jeg har slet ikke tid og overskud til den arbejdsopgave, men jeg vil jo gerne vise min chef, at jeg er en engageret og dygtig medarbejder” eller ”jeg har virkelig brug for en weekend alene, men jeg vil ikke byde børnene at tage væk fra dem en hel weekend” eller .. eller.. Jeg synes bestemt, man skal tænke på sine omgivelser og tage hensyn til dem. Men i bund og grund ved vi for det første ikke, hvad det vil gøre ved de andre, når vi står op for os selv og drager omsorg for os selv. Hvem ved – måske bliver de fulde af beundring over vores mod og inspirerede til at gøre det samme? Måske åbner det andre muligheder for dem i vores fravær. Vi ved det ikke, og vi skal derfor ikke lade os styre af noget, vi i bund og grund kun kan gisne om.
Gør det, hvis det føles rigtigt for dig! Gør det ikke for at leve op til andres forventninger til dig – som du sikkert i øvrigt ikke engang ved, hvad er. Gør det ikke fordi ”sådan er jeg opdraget til at man gør” eller ”sådan har jeg altid gjort”. Gør det fordi det føles godt i maven. Gør det fra et selvkærligt sted, hvor andre kan spejle sig i dig og beundre dit mod til at gøre det rigtige for dig. For tro mig – du er den eneste, der ved, hvad det er!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.