Author

Psykolog Mette Blach

Browsing

Hvad kan du forvente, når du starter op i terapi? Hvad sker der efter en samtale? 

Først er det vigtigt at understrege, at alles personlige historie før, under og efter terapi er forskellige og unikke. Alligevel vil jeg forsøge at give mine bud på, hvad du kan opleve efter en psykologsamtale. De fleste kan godt lide at vide, hvad det er, de går ind til og kan dermed forberede sig mentalt. Jeg giver også forslag til, hvordan man kan tackle de stunder efter terapien, der måtte være svære og som tester os på det, vi lærte i terapien. Og så giver jeg en reminder om, at vi også skal huske at høste frugterne af vores arbejde i terapien.

Efter en samtale er der mange, der føler sig lette og lettede. Man kan have fornemmelsen af at have fået lettet sit hjerte og have fået sat ord på noget, man måske godt vidste inderst inde, men som man aldrig har formuleret før – og slet ikke sagt højt til nogen. Det i sig selv kan være befriende. Man går fra sessionen med fornyet håb om at få det bedre og har måske lært at se sig selv i et andet – og mere kærligt – lys. Man har forstået sine mønstre bedre og har forstået, at de er opstået af en årsag – det i sig selv kan føre til øget selvomsorg og et mindre behov for at slå sig selv i hovedet over, at man igen reagerer på en bestemt måde. Nogle lærer at være med de svære følelser eller angsten og oplever lettelsen i, at de ikke var så farlige som først antaget. Andre oplever en stolthed og glæde over, at de i terapirummet har formået at være med og opleve de svære ting, som de normalt gør alt for at distrahere sig selv fra. Og så er der de, der næsten flyver ud fra sessionen, fordi de har genskabt kontakten til deres inderste; behov, længsler og ideer, der af forskellige grunde har været lukket ned for. Nogle oplever, at fordi de svære følelser fylder mindre, bliver der efterfølgende mere plads til kreativiteten, de nærende tanker og de gode ideer. Terapien starter så at sige en positiv spiral, hvor de nye nærende tanker og ideer omvendt også bidrager til et større mentalt overskud. 

Tiden efter en session kan dog også føles tung og svær. Enten lige efter sessionen eller som et tungsind, der kommer krybende ind i dagene efter. Og det er også helt normalt og kan på mange måder være et sundhedstegn. Det er nemlig et udtryk for, at vi har hvirvlet op i gammelt materiale og det nu kommer op til overfladen for at kunne blive forløst. Måske giver billedet om en sandbund under havet mening her. Terapisessionen hvirvler op i de ting, der har ligget og gemt sig på havbunden, de tumler rundt i vandet og lægger sig til rette på bunden igen – enten samme sted som før eller et nyt og anderledes sted – eller også stiger de til overfladen for helt at forsvinde fra vores del af havbunden. En sådan proces kan godt være svær, fordi vi endnu engang skal mærke de svære ting, der kom op i forbindelse med terapien. ”Jeg gik jo i terapi for at få det bedre – og nu gør det lige så eller mere ondt end før. Hvad sker der?” 

Når vi går i fitnesscentret eller til anden sport er vi helt indforståede med, at når vi bruger og træner vores muskler, så kan de blive ømme dagen efter. Så går vi måske anderledes, end vi plejer og er i hvert fald opmærksomme på de ømme steder, men vi ved jo hvorfor de er ømme og forsøger dermed ikke at gøre noget ved det – vi lader det bare være. Det samme kan ske på det mentale plan efter terapi. Vi har gået og spændt op omkring noget bestemt meget længe og i terapien lærer vi for eksempel at give slip på det svære – vi stopper med andre ord med at spænde i vores bekymringsmuskel. Og ligesom efter motion hvor musklerne gør ondt, så kan det også skabe smerte og pine, når vi slipper i de mentale muskler. Vi føler, vi får det dårligere, gamle minder og svære følelser dukker op af dybet, fordi de er blevet genaktiveret. Og det er helt normalt og faktisk ofte det, der skal til, for at vi kan få det bedre. Det er ”mentale affaldsstoffer”, der kommer op til overfladen og søger forløsning. Og det vil ske automatisk hvis vi kan udholde det og ikke gå i rette med det. Altså lade det være, vide det er der og lade det gå sin gang. Ligesom med musklerne når vi har trænet. Vi skal IKKE prøve at fixe det, gøre noget, ændre på noget. Vi skal bare lade det være der og jo mere vi kan det, jo hurtigere forsvinder det. 

Og dette kan være svært, for vi er så vant til at gøre. Gøre, handle, fixe, ordne. Men her skal vi altså øve os i at gøre ingenting. Sidde på hænderne og lade sindet rydde op selv.

Uanset om dine mentale fremskridt viser sig i en svær eller mere let udgave, så kan vi ofte helt overse, at de sker. Når fx svære følelser falder bort, så indfinder der sig hurtigt en ”ny normal”. Og den nye normal virker så selvfølgelig for os, at vi helt overser, hvordan vi havde det før. Derfor er det også vigtigt, at vi fejrer vores sejre. At vi husker at hæve os op i helikopteren og dvæler et øjeblik ved ”før og efter”-billedet, for på den måde at opdage, hvor meget vi har rykket os og at vi ser verden og os selv på en ny måde nu. Vi husker at give os selv et klap på skulderen over nu at have gjort noget godt for os selv. Og at vi har formået at transformere noget, der før virkede så fastlåst og indgroet. 

Så uanset hvad du oplever efter terapien, er det sikkert helt normalt 🙂 Hvis der alligevel er dukket spørgsmål op, er du meget velkommen til at kontakte mig.

Jeg bliver ofte spurgt om, hvordan jeg arbejder. Og svaret baserer sig ikke så meget på de teknikker og greb, jeg anvender, men mere på den bagvedliggende filosofi og tankegang. Det er nemlig forskelligt, hvordan en terapisession forløber. Det afhænger rigtig meget af, hvor den enkelte klient er, hvad der giver mening for vedkommende og også af samspillet mellem mig og dem.

Men bagved dét man kan se med det blotte øje under en terapisession, ”gemmer” sig en filosofi og en måde at tænke på, som danner baggrund for alt, hvad jeg gør i mit professionelle virke som terapeut. Og den filosofi vil jeg folde ud i det følgende, så du får et indblik i, hvad den form for samtaleterapi, jeg tilbyder, bygger på.

Tanker og følelser

Vi er ikke herrer over, hvilke tanker og følelser, der dukker op hos os. Derimod kan vi vælge, om vi vil agere på dem eller ej. Du vil derfor ikke opleve, at jeg beder dig om at ”tænke positive tanker” eller på nogen måde forsøge at styre dine tanker og følelser. Af den simple grund, at jeg ikke mener, det er muligt. Hvad der derimod er muligt er, at vi kan lære at lytte til tankerne. Være med dem. Tage dem alvorligt – eller lade være. Vi kan lære at træde et skridt tilbage, observere vores tanker, følelser og ikke mindst de mønstre, vi har det med at blive fanget ind i, og det er her, vores styrke ligger. Når vi – så at sige – får os selv lidt på afstand (altså vores indre liv i form af tanker og følelser), så har vi fundet nøglen til forandring. Vi vil nemlig opdage, at vi ikke behøver at agere på tankerne, følelserne eller ”det vi plejer”. Derimod kan vi lære at genkende de tanke- og adfærdsmønstre, der indtil nu har ført os med på en bølge af ubevidste handlinger og reaktioner. Og når vi først genkender mønstrene, så har vi også muligheden for at bryde dem. 

Forestil dig, at du sidder i en biograf og dine tanker og følelser er filmen, der spiller på lærredet. Du kan vælge at lade dig opsluge fuldstændig og føle, at du er en del af filmen og at det, der sker i filmen, er sandheden om dit liv. Eller du kan lade dig underholde i biografsædet, opleve filmen, grine og græde – og så forlader du biografen vel vidende, at det var dit valg, om du engagerede dig i filmen eller ej. Ligeledes behøver vi ikke tro på vores tanker og følelser. Vi kan lægge en sund distance til dem, være opmærksomme på dem og bevidste om dem – og derfra vælge, om vi vil handle på dem. På den måde bliver vores handlinger bevidste, aktive valg – i modsætning til når vi bliver revet med af ubevidste mønstre og reaktioner.

Bevidsthed

Bevidsthed er essentielt i arbejdet med os selv. Alt det, der er ubevidst, kan vi af gode grunde ikke gøre noget ved. Og i stedet gør det noget ved os. Men når vi først får øje på vores uhensigtsmæssige måder at agere på, så er vi ikke længere styret af vores underbevidsthed. Så jo mere bevidste vi er om os selv, jo mere er vi i førersædet i vores eget liv. Bevidsthed skaber vi ved at være modige, ærlige og vågne, når det kommer til vores egen adfærd, indre liv og det, der kan ligne automatreaktioner. Målet for en session hos mig vil altid være, at klienten går ud ad døren med en øget bevidsthed om sig selv. At gøre det ubevidste bevidst er helt essentielt, fordi vi på den måde pludselig kan gennemskue, hvorfor vi gør, som vi gør. Og med den viden kan vi ændre det, der ikke fungerer for os. Vi kan vælge at gøre noget andet, der føles mere rigtigt for os.

Balance skaber udvikling

Vi kan kun udvikle os fra et sikkert og trygt sted. Så jo mere ro og balance, vi kan skabe i vores liv, jo bedre forudsætninger har vi for at forandre os til det bedre. Og hvordan bliver man så mere ”balanceret”? I min optik handler det om, at vi lærer at rumme os selv. Vi lærer at være med alle vores sider og karaktertræk – om vi er vilde med dem eller ej. Når vi kan rumme mere af os selv bliver vi mere hele mennesker og vi bruger mindre krudt på at skjule de sider af os selv, vi før ikke brød os om. Jeg plejer at bruge billedet af, at man står i et badebassin og alle ens ”dårlige sider” er badebolde, man febrilsk forsøger at holde nede under vandet, så andre og os selv ikke får øje på dem. Jo flere der er, jo sværere bliver det – og vi kender det jo godt; badeboldenes opdrift får dem i et ubevidst øjeblik til at suse mod overfladen, hoppe op med at stort sprøjt for igen at lande med et stort plask. Og mens vi forsøger at stoppe den ned under vandet igen – væk fra alt og alle – så springer en af de andre bolde op. Så jo mere vi kan være i badebassinet med alle vores badebolde flydende rundt – uden at skulle forsøge at skjule dem eller få dem til at forsvinde – jo mere roligt er vandet – og dermed vores indre.

Det hele menneske

Når vi med tiden bliver mere bevidste om os selv og dermed lærer vores tankemønstre, følelser og adfærdsmønstre bedre at kende, så bliver vi mere hele mennesker. Og der er ikke længere så meget, der støjer. Jo mere af os selv, vi kan acceptere og rumme, jo mindre energi skal vi bruge på at gemme vores ”dårlige sider” væk og forsøge at skjule dem for omverden og os selv. Og vi vil fremstå og føle os som mere hele mennesker, idet mindre er skjult for omverden og os selv. Vi er altså ikke bare overskudsagtige, succesfulde og glade mennesker – men også skrøbelige, sårbare og vrede en gang imellem.

Et ”helt menneske” dækker her også over, at jeg altid har øje for kroppen og dens signaler og sansninger i terapien. Selvom det er ”samtaleterapi”, jeg tilbyder, så er det oftest også kropsorienteret, da kroppen rummer så mange svar for os. Det allerbedste er faktisk at gå til terapien med et åbent sind og prøve at slå sin rationelle del af hjernen lidt fra. Vi elsker at kunne forklare alting, men i helingen af sindet kan det være svært at regne ud hvad vi har brug for og hvorfor. Det bedste er at slippe kontrollen og se, hvad der udfolder sig.

Accept

Bag alt dette ligger et grundvilkår af accept. Accept af os selv, af andre, vores livssituation og vilkår. Accept betyder ikke ligegyldighed og mangel på handling. Accept betyder derimod, at vi accepterer tingenes tilstand som de er lige nu. At vi i os selv kan rumme, at vi, andre eller verden omkring os måske ikke er, som vi havde forestillet os eller håbet. Jo flere sider og træk ved os selv, vi kan acceptere, jo mindre modstand mærker vi. Kan vi acceptere, at vi bliver vrede, kede af det og irritable? Kan vi acceptere, at vi nogle gange er skrøbelige, svage og nedtrykte? Når vi accepterer noget, slipper vi også modstanden mod det. Og undgår dermed, at følelserne begynder at gå i ring – for eksempel når vi bliver vrede på os selv over at vi blev vrede. Eller skammer os over, at vi i dag ikke orker noget. Eller bliver trist over altid at være så trist. Accepten af tingenes tilstand gør, at vi undgår de negative følelsesmæssige spiraler, vi nemt kan havne i. Og når vi accepterer os selv og vores følelser, er der meget mere ro og overskud i systemet til at vi kan ændre på det, vi ikke synes tjener os længere. Og så er vi tilbage til, at balance skaber udvikling!

Et interessant citat om, i hvilken udstrækning vi er os selv: ”Because of existential fears, most people avoid being original, being a real self. Occasionally, a rare individual does not conform to childhood conditioning processes, refuses traditional solutions, and develops into a genuine, feeling individual, realizing his or her potential as a human being. However, most people achieve little individuation and separation from their original programming. To the extent that they are blindly following the course laid out by their parents, family members, and society, they are not really living their own lives.” (Firestone & Catlett i Fear of Intimacy, 1999)

Jeg faldt over dette citat og syntes, det var tankevækkende. Mest fordi jeg desværre genkender tendensen. Men hvad betyder det at ”være sig selv”? Og hvordan er man det?

Vores kodning = benspænd?

Om vi vil det eller ej, er vi alle blevet ”kodet” lige fra fødslen. Vi bliver født ind i en familie, der har bestemte værdier, normer, tankemønstre, handlemønstre osv. Og for at sikre vores overlevelse er vi – fra vi er helt små – nødt til at tilpasse os vores omsorgspersoner. Vi er dybt afhængige af dem og af, at de elsker os nok til at passe på os. Hvis vi har haft emotionelt modne forældre, der har givet os plads til at udvikle vores individualitet, vores egne meninger og måde at leve livet på, så er vi godt på vej. Men hvis vi derimod har haft forældre, der ikke kunne det og ikke kunne rumme hele os, så har vi et arbejde at gøre senere i livet med at vikle os ud af det. Hvis vi for eksempel har lært, at vi ikke må være vrede (fordi mor eller far ikke kunne rumme det og så også bliver vred, skælder ud, slår etc), så har vi fra barnsben typisk pakket vores vrede side væk – for at passe ind og blive passet på. Vi har lært os selv, at vrede er dumt og usmart, og at vores vrede skubber andre mennesker væk. Den historie tror vi på og tager den typisk med os ind i voksenlivet – indtil vi en dag opdager, at vi reagerer og agerer på uhensigtsmæssige måder. Det kan være, vi gentagne gange oplever, at vi ikke får sagt fra, når nogen overskrider vores grænser. Måske bliver vi vrede på alle de forkerte mennesker i vores liv. Måske bryder vi i gråd, når vi føler os uretfærdigt behandlet. Eller måske lukker vi ned og bliver mutte og sårede, når vi egentlig er vrede – fordi vi ikke kan finde ud af at udtrykke vreden på en god og alderssvarende måde. Det kan alt sammen være tegn på, at vi endnu ikke har lært at håndtere vrede. Og hvis vi beslutter os for at gøre noget ved det, så begynder arbejdet med at få skilt tingene ad. Hvilke af de overbevisninger, jeg lever efter, er virkelig mine egne, og hvilke har jeg taget med mig fra de tidlige år? Og det gælder naturligvis ikke kun for vrede. Det gælder for alle de følelser, vi hver især har svært ved. Som jalousi, skam, skyld, frygt, overvældethed, sorg, etc. 

At være sig selv

Så hvad betyder det så at ”være sig selv”? Mit bud på det er, at vi er os selv, når vi taler og handler ud fra det, vi virkelig synes og mener er rigtigt for os. Når vi kan mærke hvem og hvad, vi er, og tør vise verden det. Når vi ikke agerer ud fra at prøve at passe ind og blive accepteret men i stedet ud fra, hvad vi selv føler er rigtigt. Er det nemt? Bestemt ikke – og specielt ikke hvis ikke vi er vant til det. Vi er ofte så viklet ind i vores overbevisninger om os selv, andre og verden, at det kan være svært at mærke, hvem vi er, og hvad vi ønsker os af livet. Vores mønstre og vaner har det med at overskygge vores inderste længsler, behov og ønsker. Måske føler vi dybest set ikke, at vi fortjener at være lykkelige og få det, vi ønsker os. Måske spænder vi konstant ben for os selv, fordi vi ikke tør være succesfulde og glade. Måske skyder vores rationelle sind hurtigt vores gode ideer og indskydelser ned med overbevisende og fornuftige argumenter. Først når vi erfarer, hvem vi virkelig er – uden alle historierne, tankemønstrene og vanerne – kan vi mærke hvad vi vil og hvad der føles rigtigt for os. Det kræver en indsats af os – men det er det hele værd! 

Hvad kræver det at være sig selv?

Det korte svar er ”bevidsthed”. Det, der er ubevidst for os, kan vi ikke ændre. Men når vi bliver bevidste om vores måder at handle, tænke og føle på, så kan vi ændre dem. Vi bliver bevidste om os selv ved at være nysgerrige og åbne og allerhelst stille med os selv. Der er mange brugbare metoder til at gøre det, men mit bedste bud er meditation. Meditation kan nemlig hjælpe os med at skille tingene ad; i meditation oplever vi vores tanker og følelser – vi er dem ikke. I stedet er vi den, der observerer, at der er tanker og følelser til stede. Og det gør en enorm forskel! Fra det sted kan vi lægge en sund distance til tankerne og følelserne, vel vidende at de blot er forbipasserende. Fra det sted er vi fri af de tankeformer, der ikke tjener os. Fra det sted er vi ikke i følelsernes vold. Og vigtigst, fra det sted kan vi mærke hvem vi er, hvad vi ønsker, og hvad der nærer os.
Og som en ekstra bonus virker meditation udrensende på vores sind. Jeg plejer at sammenligne vores sind med en computer, hvor der som regel er rigtig mange programmer åbne. Vi bliver løbende nødt til at lukke nogle af dem for at få frigivet plads og energi. Og vores sind virker på samme måde – det er så godt at få “lukket programmerne” og få genstartet maskinen. Så bliver der plads til nye og friske tanker, vi får fornyet energi og mere overskud.

Hvad vil du bruge dit liv på? Kender du det, at du ikke helt ved, hvorfor du træffer de valg, du gør? Og at de rationelt set virker som ”dét, man gør” – men for dig føles det bare alligevel ikke rigtigt? Vores valg i livet kommer som regel til at blive hængt op på, hvad ”man” normalt gør – ikke hvad vi virkelig har lyst til at bruge vores liv på.

Da jeg selv skiftede retning

Jeg selv sagde mit gode job op som 29-årig efter syv år i samme virksomhed. Jeg stod foran masser af muligheder og en succesfuld karriere. Jeg havde ingen plan B. Og det var helt klart ”unormalt”, da de fleste i den alder er i gang med at bygge deres karriere op i stedet for at starte helt forfra igen. Jeg anede faktisk ikke rigtigt, hvorfor jeg sagde op, men jeg følte omvendt heller ikke, at jeg havde et valg. Noget føltes forkert – jeg var ikke på min rette hylde, selvom jeg på mange måder var som en fisk i vandet i mit job og havde fantastiske kolleger og samarbejdspartnere. Men der var en sten i skoen og jeg blev nødt til at tage skoen af for at se, hvad det var og hvad den ville mig. ”Stenen” viste sig at være, at jeg skulle starte en anden livsbane, der var mere rigtig for mig. Efter seks måneders backpacking i Asien og et par detours fandt jeg psykologien. 

Jeg har heldigvis altid været vant til at gå mine egne veje og gøre tingene på min måde, så for mig føltes det ikke som et stort og farligt spring – nærmere som et spændende eventyr. Jeg er sidenhen blevet kontaktet af adskillige venner og bekendte, der alle siger det samme: ”Jeg gad også godt gøre noget andet. Jeg har altid haft en drøm om x, y, z (indsæt selv drøm), men jeg skal jo også betale huslejen, jeg tør ikke, man ved hvad man har..” (indsæt selv undskyldning). 

En lille øvelse

Det er min klare overbevisning og erfaring, at når livet kalder os til at ændre kurs, så er det smartest at lytte efter. Prisen for ikke at gøre det kan være utilfredshed, uro, ængstelighed, kedsomhed, rastløshed og med tiden stress og depression. Tag et øjeblik til at reflektere over dette: Hvor i dit liv ved du, at du skal ændre noget – men får det ikke gjort? Svaret kommer som regel prompte! Nogle gange virker svaret ulogisk eller mærkeligt, men tag svaret ind uden at dømme det.

Og næste skridt: Mærk efter hvad grundene er til, at du ikke gør det. Måske har du brug for at skrive svarene ned. 

Denne øvelse er god fordi du kommer i kontakt med dine længsler og drømme. Samtidig bliver du opmærksom på nogle af de hæmmende overbevisninger, der forhindrer dig i at handle på dem. Og den gode nyhed er, at når du først er blevet bevidst om dine egne overbevisninger (her: grunde til ikke at handle), så kan du også gøre noget ved dem. Du begynder at se overbevisningerne for dét, de er – nemlig overbevisninger og ikke sandheden. De er blot historier, vi fortæller os selv, og som er skabt for at beskytte os. Desværre ender de dog som oftest med i stedet at spænde ben for os. Når vi har fået øje på overbevisningerne kan vi nemmere gå i retning af det, vi drømmer om. Så spænder de nemlig ikke ben for os længere.

Det er kun dit liv, du skal leve – ikke de andres. Og det er kun dig, der ved, hvad der føles rigtigt for dig. Så mærk efter. Og hvis det, du er i, ikke føles rigtigt for dig, så gør noget andet.

Hvis du har brug for hjælp til at gøre noget andet, så er du meget velkommen til at kontakte mig.

Hvad er mindfulness egentlig for noget? Og hvad skal vi bruge det til? Jeg vil starte med at give min egen definition på begrebet og derefter beskrive de faldgruber, jeg ser; alt for mange steder bliver begrebet misforstået og brugt forkert, så det kan ende med at have stik modsat effekt af, hvad der var tilsigtet.

Mindfulness-begrebet har været kendt og anvendt i årtusinder i Østen, men det er først for relativt nyligt, at den vestlige verden har taget begrebet til sig. Mindfulness er blevet smart og moderne og man kan komme på kurser i snart sagt alt indenfor mindfulness; Mindful spisning, mindfulness for børn, voksne, singler, chefer..

For mig stikker mindfulness dybere og er blevet en måde at være i verden på. Ligesom yoga for de mere seriøse udøvere også er en livsstil omhandlende kostvaner, livsstil og engagement i ens omverden, mere end det blot er en times workout et par gange om ugen. Mindfulness handler for mig om at være med det, der er. Derfor er min tilgang til mindfulness umådelig simpel; det handler altså ikke om at nå et bestemt mål eller bestemte resultater, det handler ikke hverken om at tømme hovedet for tanker eller kun tænke bestemte tanker og skille sig af med andre. Det handler ganske simpelt om accept af det, der er. Mindfulness-delen handler dermed om at være i en vågen tilstand, hvor alt det, der foregår indeni såvel som uden for kroppen, registreres, accepteres og dermed kan passere videre. Tanker kommer og går. Der er såkaldt negative tanker og såkaldt positive tanker, men de ses for det, de er – forbipasserende elementer, ligesom skyerne der driver forbi på himlen. Lige såvel som jeg heller ikke forsøger at ændre skyerne, så er det heller ikke et mål at ændre tankerne. Det samme gælder i øvrigt for følelser – de kommer og går også og skal heller ikke forsøges ændres. Målet er at være vågen nok til at se, høre og mærke både tanker og følelser og ikke identificere mig med dem. Mindfulness for mig behøver ikke nødvendigvis at betyde, at man sidder på en pude og har bestemt sig for at være mindful. Som jeg skrev er det en livsstil og det betyder, at jeg kan være mindful i alle situationer. I køen ved kassen i supermarkedet kan jeg være mindful. Når min 2-årige dreng har besluttet at ville alt det modsatte af hvad jeg synes han skal, kan jeg være mindful. Når jeg laver mad, kan jeg være mindful. Det handler om at være i nuet, at observere det, der sker her og nu. Ikke at fortabe sig i tanker om fortiden eller fremtiden og ikke ønske at nuet skulle være det mindste anderledes end det er.

Hvad er så det, jeg kalder ”Mindfulness-fælden”? Det er, når mindfulness-begrebet sælges som en slags ”quick fix” og som bliver noget, du død og pine skal have ”gjort” så du kan skynde dig at få det bedre. Når mindfulness skal bruges til at få ”negative” tanker og følelser til at gå væk. Jeg skriver ”negative” fordi alle tanker og følelser i min optik er lige – de er hverken positive eller negative; de er der og de har en tendens til at forsvinde igen, når vi ikke (be-)dømmer dem eller modarbejder dem. Det er ikke en selvkærlig måde at være i verden på, når vi går rundt og ønsker os at vi tænkte andre tanker, at vi havde andre slags følelser, at vi var anderledes end vi er osv. Det er en fælde, når nogen lover, at mindfulness skal hjælpe dig til at have færre tanker, andre tanker, mere positive tanker. Så bliver det endnu en metode, endnu et ”redskab” som gør, at man kan holde tankerne og følelserne fra døren, mens man halser rundt for at få ens liv til at hænge sammen. For det kan godt være, at det fungerer på den korte bane. Men ikke på den lange bane. På den lange bane hjælper det ikke noget at skubbe problemerne foran sig og udvikle metoder og strategier til at klare sig i en alt for stresset hverdag, en utilfredsstillende livssituation eller hvad man har af udfordringer. På den lange bane skal der accept til, der skal selvkærlighed til og vi skal lære at være i verden med alt det, den indeholder. Så kan vi også meget nemmere flytte os fra de situationer og omstændigheder, som ikke er gode for os. For husk også på, at accept IKKE betyder, at vi skal acceptere det, der ikke er godt for os. Det betyder tværtimod, at vi skal lytte til det, vores tanker og følelser forsøger at fortælle os. Vi skal ikke skubbe noget væk. Vi skal lære at favne det hele, vi skal lære at livet byder på godt og ondt og vi skal lære at tanker og følelser kommer og går, kommer og hilser på en gang imellem og så smutter de måske igen. Hvis de ikke gør, kan det være vi skal have kigget nærmere på de ting, der ligger til grund for, at det er de samme tanker og følelser, der bliver ved med at dukke op, arbejde med dem og lære at forstå dem. Vi skal tage dem alvorligt og for alt i verden ikke skubbe dem væk, vende dem ryggen og ignorere dem. Vi skal lære dem at kende, byde dem indenfor og acceptere, at de er der. Paradoksalt nok, så jo mere vi lærer at lytte til vores tanker og følelser og de budskaber, de bringer med sig, jo mindre insisterende bliver de, jo mere sjældent kommer de til os og jo mere frie kan vi føle os, fordi vi ikke plages af overvældende tanker og følelser. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du vil høre mere og har lyst til at arbejde med dette i et trygt rum sammen med mig.

Alverdens gode råd og anbefalinger fra såkaldte eksperter på snart sagt alle områder af vores liv er efterhånden let tilgængelige på de sociale medier, blogs, via nyhedsbreve osv. Personligt synes jeg, det er dejligt med inspiration om f.eks. børneopdragelse og personlig udvikling, og det får mig til at blive opmærksom på og reflektere over emner, jeg måske ikke selv havde tænkt over. Jeg elsker at lære nyt og jeg er åben overfor andre levemåder end den, jeg selv har valgt, så det er altid spændende for mig at høre, hvad andre mennesker mener og tænker.

Men jeg får også øje på en enormt stor faldgrube ved disse velmenende råd, som jeg synes man som modtager skal gøre sig bevidst. At modtage gode råd og vejledning fra andre må aldrig komme til at handle om hvad man ”bør” gøre, hvad ”alle de andre gør” og antydninger om, at der er en rigtig måde at leve sit liv på – og dermed også en forkert. For så kan nok så gode råd hurtigt i stedet blive til en kilde til, at man ikke føler, man kan leve op til de krav og standarder, der rådes om. Det kan også føre til skam over, at man ikke slår til eller gør det ”rigtigt”. Som om der nogensinde har været en ”rigtig” måde at leve på. I min optik er det kun én selv, der kan bestemme hvad ”rigtigt” er. Det, der er rigtigt for mig, er ikke nødvendigvis rigtigt for dig.

Når de gode råd eksempelvis omhandler børneopdragelse, så ved de fleste forældre godt, at den slags ikke kan sættes på formel. Alle børn er forskellige og det er forældrene, der kender deres egne børn bedst. Og man skal som forælder altid mærke efter i sin egen mave, hvad der giver mening for én og ens børn. Hvilke værdier, man vil give videre til sine børn. Det kan ingen andre fortælle én. Alligevel ser jeg meget ofte overskrifter som ”Sådan får du dit barn til at sove”, ”sådan får du din teenager til at hjælpe til derhjemme” og andre blikfang, der helt sikkert er designet til at vække læserens interesse – og dermed oftest også lover mere end den kan holde. Det er fint at lade sig inspirere og hvem ved; måske hjælper dette netop på dit barn, men fortvivl ikke, hvis de gode råd ikke passer ind i jeres liv og verden.

Når det kommer til new age bølgen, så har jeg også ofte oplevet, hvordan de gode råd og tips til et bedre liv meget hurtigt kan ende i at have en bebrejdende undertone indbygget. Som eksempel kan nævnes når der tales om at manifestere og skabe det liv, man ønsker sig. For er det så ikke også vores egen ”skyld”, når det ikke lykkes? Hvis du kan manifestere alt, hvad du ønsker dig, bare du forstår at ”tænke de rigtige tanker” og ”føle de rigtige følelser” – hvad er der så galt med dig, når det viser sig, at chefen stadig er dum, børnene stadig ikke hører efter hvad du siger og du stadig møder alle de andre udfordringer, livet byder på?

Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er at forholde sig realistisk og også kritisk til alle de gode råd, vi modtager hele tiden. At vi lærer at træde et skridt tilbage og tage livet ind med alt hvad det indeholder; det gode og det mindre gode, det positive og det negative. At vi mærker efter i os selv, hvad der er rigtigt for os. At vi bruger de gode råd som inspiration og som udgangspunkter for, hvordan vi selv synes, vores liv skal leves. Men at vi ikke tager dem som lovord eller retningslinjer, der er mere rigtige end hvad vi selv mærker giver mening for os. Hvis du har svært ved at mærke dit eget ståsted i livet, dine egne værdier og hvor det egentlig er, du gerne vil hen, så er du meget velkommen til at kontakte mig for mere information om, hvordan vi i fællesskab finder tilbage til essensen af dig.

Har du tænkt på, hvorfor du egentlig gør, som du gør? Hvorfor du træffer de valg, som du gør? Hvorfor dine omstændigheder ser ud, som de gør? Er det altid for din egen skyld eller har du det også med at ville please andre og derfor gør ting, som du dybest set ikke har lyst til?

Lad mig lige fastslå; jeg synes bestemt, det er værd at gøre noget for andre. Om det så er ægtefællen, familien, børnene, kollegerne eller vennerne. Men det allerbedste er, når man kan give til andre fra en overskudsposition og ud fra et bevidst valg. Og ikke lader andre sætte ens egen dagsorden.
Gør du ting, fordi du tror, at andre forventer det af dig? Gør du noget for at leve op til forventninger, som du tror andre har til dig? Gør du også ting, der går imod din egen mavefornemmelse men som du på en eller anden måde føler dig forpligtet til at gøre?

Nogle mennesker lever deres liv med en lille far eller en lille mor på den ene skulder, der hvisker dem i øret at ”man skal yde før man kan nyde”, ”det er vigtigt med en fast indtægt og et stabilt arbejdsliv” eller hvad der nu har været værdier, deres forældre har villet give dem med hjemmefra. Og selvom disse mennesker nu er voksne og måske har deres egen familie at forsørge, så er mantraerne fra barndommen så solidt forankret i dem, at de end ikke sætter spørgsmålstegn ved, om det nu egentlig også er en sandhed for dem og den måde, de ønsker at leve deres liv på. Måske er de ikke engang bevidste om, at det er den devise, de lader styre deres liv. Jeg mener, det er vigtigt en gang imellem at tage temperaturen på sit liv. At spørge sig selv, om man egentlig er der, hvor man har lyst til at være. At definere hvilke værdier, man har lyst at leve sit liv på baggrund af.

Andre er meget optagede af deres image udadtil. ”I min vennekreds er jeg den, der altid er der for de andre”, ”jeg er typen, der har styr på mit liv”, ”jeg tjener mange penge og er en dygtig medarbejder” eller hvad det nu kan være. Det er vel at mærke et selvbillede, de selv har bygget op og nu kæmper for at opretholde. I det første eksempel, hvor man har opbygget et billede af, at dem omkring én altid kan regne med ens hjælp og støtte, kan det være utrolig svært at sige fra, at sige, at i dag er det altså dig, der har en dårlig dag og har brug for en skulder at læne dig op ad, eller at du bare ikke magter at være der for andre end dig selv den dag. Og så er det en rigtig god ide at stoppe op og spørge sig selv, hvorfor man ikke får sagt fra; hvad det er, der fastholder en i de gamle mønstre. For ved vi overhovedet, hvilke forventninger, andre mennesker har til os? Og er det ikke bedre at lade dem om at fortælle os, hvis de synes vi hopper for langt væk fra det billede, de har af os, i stedet for at forsøge at leve op til noget, som vi faktisk slet ikke ved om gør sig gældende? Og hvad så egentlig, hvis vi gør noget, som føles godt for os, men som ikke passer ind i andres billede af, hvem vi er? Det må vel være deres problem og ikke vores.

Og så kan man også komme til at gøre ting – eller undgå at gøre ting – fordi man er bange for omgivelsernes reaktioner. ”Jeg har egentlig ikke lyst til at tage til fest i aften, men jeg vil jo heller ikke skuffe min veninde” eller ”jeg har slet ikke tid og overskud til den arbejdsopgave, men jeg vil jo gerne vise min chef, at jeg er en engageret og dygtig medarbejder” eller ”jeg har virkelig brug for en weekend alene, men jeg vil ikke byde børnene at tage væk fra dem en hel weekend” eller .. eller.. Jeg synes bestemt, man skal tænke på sine omgivelser og tage hensyn til dem. Men i bund og grund ved vi for det første ikke, hvad det vil gøre ved de andre, når vi står op for os selv og drager omsorg for os selv. Hvem ved – måske bliver de fulde af beundring over vores mod og inspirerede til at gøre det samme? Måske åbner det andre muligheder for dem i vores fravær. Vi ved det ikke, og vi skal derfor ikke lade os styre af noget, vi i bund og grund kun kan gisne om.
Gør det, hvis det føles rigtigt for dig! Gør det ikke for at leve op til andres forventninger til dig – som du sikkert i øvrigt ikke engang ved, hvad er. Gør det ikke fordi ”sådan er jeg opdraget til at man gør” eller ”sådan har jeg altid gjort”. Gør det fordi det føles godt i maven. Gør det fra et selvkærligt sted, hvor andre kan spejle sig i dig og beundre dit mod til at gøre det rigtige for dig. For tro mig – du er den eneste, der ved, hvad det er!

I det seneste nummer af bladet Psykologi (6/17) fortæller operachef Kasper Holten, at han har gået 14 år i terapi. 14 år!? Betyder det så, at han har uendelige mængder af issues, han skal have bearbejdet? Eller at terapeuten er virkelig dårlig til sit job?

Ifølge Kasper Holten selv handler terapi for ham ikke kun om at arbejde med problemer eller ting, man føler sig syg over. Han går også i terapi fordi han er nysgerrig på, hvordan sjælen fungerer. Ifølge ham burde alle mennesker have ti sessioners terapi, og samfundet ville dermed få bedre fungerende og gladere mennesker.

Under min to-årige uddannelse til coach og terapeut brugte vi oceaner af tid på at lave terapi med hinanden. Det betød mange, mange timer i klientstolen. Det har gjort, at jeg virkelig har fået øjnene op for, hvad det er, terapi kan. For det er meget mere end at rode rundt i sin fortid. Det er også at blive genforenet med sin sjæl, så man igen kan høre den lille stemme, der altid ved, hvilken retning man skal gå i. Det er at være stille med sig selv og mærke, hvordan man egentlig har det, når man lukker ned for al udefrakommende støj. Det er at sætte ord på de tanker, der til tider har det med at køre rundt indeni ens system i ét stort kaotisk rod som man ikke kan finde hoved og hale i. Det er at se sig selv udefra, at se situationer udefra, at komme op i helikopteren og se det hele lidt fra oven. Det er at blive bevidst om de mønstre, vi alle har med os fra vores tidlige år – at få øje på dem og gøre noget andet, hvis vi føler, de begrænser os. Det er at opdage, de forskellige delpersonligheder, vi hver især har i spil og finde ud af, hvordan de bedst arbejder sammen. Det er at drage omsorg for os selv, når hverdagen har bragt os for langt væk fra os selv. Det kan være, at behovet for at være en god partner, den bedste forælder, den pligtopfyldende medarbejder og i det hele taget bare det at få hverdagen til at hænge sammen har gjort, at vi er kommet så langt væk fra os selv og den vi dybest set er, at vi nærmest ikke kan kende os selv længere. Så er det selvkærligt at gøre noget for sig selv, der genopretter forbindelsen til ens indre følelsesliv og som kan genetablere den indre balance, som vi dybest set alle længes efter. For nogen vil det være at genoptage nogle af de interesser, vi havde før arbejde, børn og familieliv satte dem på pause for en tid. Det kan også være, at man finder en ny passion, som vækker livsgnisten igen. Men det kan også være, at man er kommet til et punkt i sit liv, hvor man er blevet nysgerrig på sig selv og sit indre følelsesliv, sin spiritualitet, meningen med ens liv eller hvor man opdager, at man er kommet for langt væk fra sig selv. I den situation kan jeg kun varmt anbefale, at man finder en terapeut, som man er tryg ved og som man har kemi med og så ellers går i gang med at åbne op for en verden, der er så rig på muligheder og så fantastisk spændende med så mange forskellige lag og facetter, at man måske ender med at gøre det til en fast rutine at se sin terapeut ligesom man også regelmæssigt går til tandlægen eller har bilen til syn. Jeg håber, du finder modet, lysten og naturligvis også pengene til at give dig selv den største gave af alt – at finde ind til den, du dybest set er, så din sjæl igen kan danse af bar glæde og fornyet livsgnist.

Pin It